saasnart det er ham muligt, skjeder ud af smedjen som en pil. Den hellige Domenico gik noget mere menneskeligt tilværks. Som han en nat sad ved sit studerbord, viste djævelen sig for ham og gjorde sig ubehagelig. Vor helgen blev hverken urolig eller utaalmodig, men tog det lys, han løste ved og satte det i haanden paa djævelen med befaling om at holde det roligt. Og dermed fortsatte han sin læsning, som om ingenting var hændt. Djævelen er nødt til at adlyde, lyset brænder og brænder ned, og djævelen brænder sine fingre. Samme puds berettes ogsaa om den hellige Antonius og den hellige Bernhard. Ved en lignende anledning lod Luther sig nøie med at slænge djævelen blækhuset i ansigtet, men Luther var ingen helgen han; han var tvertimod, saa paastaaes det af mange, en søn af den onde. Helgener behøvede ikke at tage hensyn. Den hellige Bernardo di Chiaravallo reiste engang i vogn. Da kommer djævelen og brækker et hjul istykker for ham. Desto værre for djævelen selv: helgenen befaler ham at forvandle sig til et hjul og gjøre tjeneste istedet for det itubrukne.
Hyppig lar ogsaa djævlene sig fange i sine egne snarer, naar de har med helgener at bestille. En dag gjorde en af dem den hellige Lupo ganske græsselig tørst, just som han var midt inde i sin bøn. Helgenen lar sig bringe et krus friskt vand, og djævelen skjuler sig fluksens i vandet i det ikke ugrundede haab, at han paa den maade skal kunne fare ind i kroppen paa helgenen, men denne lægger rolig sin hovedpude over kruset og holder saaledes den uforskammede i fangenskab helt til næste morgen.
