reiste Satan sig atter, og fordrevet fra et sted optraadte han straks paa et andet. Enkelte gange blev han endogsaa fra beseiret til seierherre.
Lad os først undersøge, hvad det er for seire, mennesker af kjød og blod har at hovere af overfor sin store mod stander, og dernæst, hvorledes han er blevet overvundet af himmelens beboere.
Den kristne, der kjæmpede for sin sjæls frelse imod Satan, fattedes der ikke vaaben, dels af aandelig dels af haandgribelig art, baade til angreb og til forsvar, og det saa gode, som det nok kunde trænges i en saadan kamp. Mennesket havde først og fremst bistand af den guddommelige naade, uden hvilken der ikke fandtes haab om frigjørelse. Saa havde det tro og dyd, bag hvilke det forskansede sig som bag en sikker, stærk mur. Andagtsøvelserne, som det flittigen bivaanede, saavelsom bøn, nydelse af sakramentet, faster, lange, natlige vaagetimer, var at ligne med krigerske øvelser, der var skikket til at holde fienden paa afstand eller til atter at drive ham tilbage, i tilfælde han allerede skulde være rykket en for nær paa livet. Et frygteligt vaaben, der altid laa beredt og var let haandterligt, var korsets tegn, ligesaa vel skikket til angreb som til forsvar. Utallige djævle har selv maattet bekjende, at de ikke formaaede at modstaa det hellige tegns kraft, men at dette satte dem i forvirring og skræk. Ved hjælp af korsets tegn jog man ikke alene djævle paa flugt, men man slukkede ildebrande, stillede storme, lægede syge, tæmmede rasende dyr og udrettede mange andre vanskelige ting. Ogsaa var Gud faders, Jesu og den hellige jomfrus navn af stor virkning, naar de ud-
