taltes i from tro og blev slynget mørkets engle i ansigtet som en udfordring. Hertil kom ogsaa vievandet, der brændte djævlenes hud værre end helvedespølens sydende beg og smeltede bly; klokkerne, der fyldte luften med sin tonende stemme og kaldte de troende til gudstjeneste, til eftertanke og bøn, og som indvarslede naadefesterne, slog rundt omkring djævlene paa flugt, spredte det af dem fremkaldte uveir og frembragte andre vidunderlige virkninger. Derfor siger klokkens hymne:
Laudo deum verum
plebem voco,
congrego clerum,
defunctos ploro
pestem fugo,
festa decoro.
Funera plango
fulgura frango,
sabbata pango,
excito lentos
dissipo ventos
paco cruentos[1]
og ender med dette vældige vers:
Et mea cunctorum horror vox dæmoniorum[2].
Relikvier af helgener, der havde beseiret alle Satans angreb og efterstræbelser, hjalp til at opnaa en uendelig mængde andre lignende triumfer, og det samme kan siges saavel om visse indviede skrifter, som man bar i et baand om halsen eller indsyet i tøi, som om endel amuletter. Der gaves ogsaa alminde-
- ↑ Jeg priser den sande Gud, kalder folket, samler presteskabet, begræder de døde, forjager pesten, spreder høitid over (egtl. pryder) festerne, beklager begravelserne, bryder lynstraalerne, ringer sabbaterne ind, opildner de lunkne, stiller vindene, formilder de blodtørstige.
- ↑ Og min stemme er alle dæmonernes skræk.
