de alle under i sumpen nu og lader sig ikke mere se førend næste lørdags kvæld. Der er derfor dem, der tror, at fuglene er sjæle af fordømte, hvem den naade er forundt til ære for Kristi opstandelse at faa lov til at hvile ud søndagen og de tvende den indesluttende nætter over.
Men med eller uden forbigaaende formildelse og hvile, — evige var helvedesstraffene. Den i det tredje aarhundrede af Origenes, — uden tvil en af de største aander, den kristne oldtid har frembragt — forsvarede lære, læren om alle skabningers endelige forløsning nemlig, og om hjemkomsten til Gud af alt, hvad der er kommet fra Gud, der ogsaa i det følgende aarhundrede opretholdtes af Gregor af Nazianz og Gregor af Nizza, havde vakt den høieste misbilligelse hos de ivrigste vogtere af den dogmatiske sandhed, — var straffet med kirkeforsamlingernes forbandelse (anathema) og havde overalt givet plads for læren om den evige, uigjenkaldelige fordømmelse. Saaledes var den skrækkelige trusel stadig over menneskenes hoveder, og man benyttede alle midler for at styrke den og gjøre den saa indtrængende som bare muligt. Kunsterne kom troen til hjælp: paa arenaen i Padua afmalede Giotto helvedesafgrundens skræk og rædsel med flammende pensel, Orcagna gjorde det samme paa en mur i Santa Novelle i Morentz, en ubekjendt maler paa Campo Santo, det til den evige hvile indviede sted i Pisa, og andre malere andetsteds.
I dramatiske mysterier viste man paa scenen den symbolske drage med sit dybe svælg, som han laa og slugte sjæle i sig. Dante skildrede den hele
