Kristus med kronen paa ned fra himmelen, foreholder de fordømte deres slethed og minder dem om sit for dem forgjæves udgydte blod. Men Mikael og Paulus og tusen gange tusen engle knæler ned foran Guds søn og anraaber om barmhjertighed, og Jesus tilstaar, grebet af medynk, alle sjæle i helvede den naade, at de fra sabbathens niende time til klokken ét mandag morgen skal nyde hvile og ikke blive pinte.
Denne fromme legende, maaske den skjønneste, som er opstaaet i en kristelig fantasi, blev senere fra græsk oversat paa latin, gik herfra over i flere europæiske folkesprog og vandt stor udbredelse og anseelse. Det er mere end sandsynligt, at Dante har kjendt legenden og har benyttet den i sit guddommelige digt. Men tankegangen i den er ikke bare eiendommelig for den alene, men gjenfindes ogsaa i flere andre middelalderlige legender. Den hellige Pier Damiano beretter os paa erkebiskop Umberto’s autoritet: Ved Puzzuoli reiser der sig mellem sorte, stinkende vande et vildt, forrevet forbjerg. Fra disse forpestede vande pleier til visse tider vidunderlige fugle at stige op og lade sig se fra lørdag aften til mandag morgen. I al denne tid flagrer de omkring ligesom uden maal, snart hid snart did omkring bjerget, breder vingerne ud, pudser sin fjær med næbbet og synes at nyde en forfriskelse, en dem tilstaaet hvile. Aldrig har endnu nogen set dem æde, og ingen jæger kan, al møie tiltrods, bemægtige sig dem. Saasnart mandagens morgenrødme viser sig, kommer der en ravn tilsyne, stor som en grib, og begynder med dybe, hæse skrig at kalde paa disse fugle og drive dem foran sig. En efter anden dukker
