afgrund, til den største af al straf, som det heder i apokalypsen; men derimod hører man sjelden om de øvrige djævle, at de udholder nogen større pine. At de undertiden plager hinanden gjensidig, rusker i hverandre og slaas, synes mere end naturligt, og eksempler herpaa finder man selv i Tundalo’s syn og i „Divina Commedia“, der hvor bedragernes hule beskrives. Hellerikke fattedes der djævlene glæder og nydelser. Ligesom enhver god gjerning for dem var en kilde til smerte, saaledes glædede de sig over enhver slethed, og efter alt, hvad vi ved om tingenes gang i verden, havde de adskillig hyppigere anledning til at glæde sig end til mørke tanker. Man ser i de fromme legender djævlene ofte bryde ud i lydelig jubel i anledning en sjæl, som tilfalder dem. Pietro Cellense (d. 1188) siger i en af sine prædikener, at djævelen skulde forlængst være død af sult i helvedes flammer, om han ikke stadig hentede ny næring af menneskenes synder, og Dante forsikrer, at djævelen glæder sig, naar han ser, at alting gaar efter hans ønske her i verden. Selv om man antager, at djævlene var underkastet haarde straffe, saa manglede de desuagtet hellerikke adspredelse.
Deri hersker der almindeligvis enighed blandt theologerne, at i skjærsilden er der ikke djævle for at pine sjælene; men temmelig talrige visioner lader dog ogsaa denne være beboet af djævlene, som her udøver sin sædvanlige bøddelbestilling. Kirken, som først 1439 paa koncilet i Florenz fastslog dogmet om skjærsilden (man havde hidindtil holdt sig til, hvad den hellige Gregor og Thomas lærte), udtalte sig ikke om det specielle punkt. Dante, der har sine egne
