servietterne af huden af gamle horer. Retter og mellemretter lod intet tilbage at ønske: fede spækkede aagerkarle, røvere og mordere i ragout, liderlige piger i grøn sauce, kjættere stegte paa spid, ristede sagførertunger, frikasé paa hyklere, munke, nonner, sodomiter og andet utøi. Vin fandtes ikke paa bordet. Følte nogen sig tørstig, pressede og drak han saften af bagvaskere.
Djævlenes bestilling var at tjene som vogtere og bødler. Dem var det, som vi har set, der havde det hverv at stege, flaa og partere sjælene. Dette embede havde sine underafdelinger og sine grader, og ligesom de fordømte i helvede alle var fordelte hver efter sine synder, saaledes var det ogsaa med deres pinsler, eftersom de særegne, sjælene tildelte straffe forlangte det. Ligesom der for hver enkelt synd gaves djævle, der fristede til den, gaves der ogsaa specielle djævle til syndens afstraffelse. Men disse straffedjævle, følte de, med ens de forrettede sin dont, selv den gjennem deres egen ondskab fortjente straf? Led de selv paa samme tid, som de beredte andre smerte?
Herom er meningerne delte. Der er ingen mangel paa forfattere af stor anseelse, der forsikrer, at djævle selv ingen lidelse føler af helvedesstraffene, thi havde dette været tilfældet, skulde de kun modstræbende have opfyldt sin pligt, nemlig at friste og pine mennesket, noget de dog aabenbart gjør med den største beredvillighed. I visionerne og ligeledes i Dantes digt pleier Lucifer at ligge lænket til helvedes dybeste
