maa udstaa alle de andre kvaler for endelig omsider at blive underkastet denne sidste, der varer evindelig.
Andre har snarere beskrevet helvede som et uhyre gyseligt kjøkken eller en skrækindjagende spiseanstalt, hvor djævlene optræder som kokke og spisegjæster, og retterne bestaar af sjæle og fordømte, der blir tilberedt og krydret paa forskjellig maade. Giacomino af Verona, som jeg allerede tidligere har nævnt, siger, at Beelzebubs kok steger sjælene paa spid over ilden „som et fedt svin“ og krydrer dem med en sauce, sammenblandet af vand, salt, sod, vin, galde, stærk eddike og en smule gift, og lækkert tilberedt paa denne maade bæres sjælen frem paa helvedesfyrstens bord; han smager paa den, men sender den straks ud igjen, fordi den ikke er gjennemstegt nok. En fransk poet fra Giacomino’s tid, Radulfe de Houdan, beskriver i et lidet digt betitlet „Le songe d’enfer“ (ɔ: helvedesdrømmen) et stort festmaaltid i helvede, som han fik lov til at bivaane, da kong Beelzebub en dag havde høitidelig modtagelse ved sit hof. Saasnart Radulfe havde betraadt helvede, saa han en svare mængde folk sysselsat med at dække bordene. Hvem, som vilde, kunde træde ind, ingen blev afvist. Biskoper, abbeder og munke hilste venligt paa ham, Pilatus og Beelzebub bød ham velkommen, og da tiden var inde, satte alle sig tilbords. Prægtigere banket, sjeldnere retter saa han aldrig ved kongens hof. Borddugene var gjort af huden af aagerkarle,
