isen over i ilden og fra ilden i isen. Saa kommer, man til en ny dal, den hvor der er saa bælgende mørkt, at man ikke kan se grunden under sig. Luften er fyldt af brølende larm af en nedstyrtende svovlflod, som strømmer afsted nede i dybet, og af de aldrig afbrudte hyl af de fordømte og gjennemtrængt af en uudholdelig, væmmelig røg. En bro af tusen skridts længde og bare en eneste fods bredde er spændt tvers over dette svælg. Paa den kan hovmodige ikke gaa, men styrter ned fra den i de endeløse pinsler. Efter en lang og møisommelig vei viser der sig for den forfærdede sjæl et bæstie større end det største bjerg og forfærdeligt at skue. Dets øine er som tvende brændende høie og kjæften saa rent umaadelig stor, at den kan gabe over ni tusen bevæbnede mænd. Som to vældige søiler holder tvende jetter denne kjæft, hvorfra uudslukkelig ild vælter frem, aaben. Drevet afsted med magt af en hær af djævle styrter de gjerriges sjæle sig i flammerne, trænger ind i svælget og suges lierfra ned i uhyrets bug, hvorfra man hører hyl af myriader af martrede sjæle. — Saa kommer der en stor, farlig sump, fuld af skrækkelige, brølende dyr. En bro af to mils længde og nogle faa tommer bred og strittende af spidse pigger fører hen over sumpen. Dyrene samler sig langs broen, idet de spyr flammer og opsluger alle de sjæle, som styrter ned, tyvenes og røvernes nemlig. Fra en umaadelig, rund bygning, der ligner en smelteovn, bryder der flammer frem, som træffer og brænder sjælene allerede i tusen skridts afstand. Foran dørene, midt i ilden, staar djævelske bødler med knive, sigder, bor, økser, hakker, spader og andet værktøi, hvormed
