de flaar, halshugger, gjennomborer, firedeler og sønderstykker sjælene af fraadsere for derpaa at slænge dem i ilden. Længere væk sidder der paa en tilfrosset sump et bæstie, gyseligere end alle de andre, med to fødder, to vinger, lang hals og et jernnæb, som spyr uudslukkelig ild. Dette dyr opsluger enhver sjæl, som kommer i dets nærhed, fordøier den og leverer den derpaa fra sig igjen som møg. Hvorpaa denne sjælelort falder ned paa den tilfrosne sump, hvor alle sjælene atter blir sig selv igjen og straks derpaa besvangrede, de være mand eller kvinde. Svangerskabet forløber paa naturlig maade, og i al denne tid bliver sjælene staaende paa isen, medens deres indvolde sønderrives af produktet af undfangelsen. Naar tiden er inde, føder de, mænd som kvinder, og det de gyseligste bæstier med hoveder af glødende jern, med spidse snabler og haler, der stritter af torne. Disse bæstier bryder sig ud gjennem kroppen baade her og der, sønderslider herunder kjød og indvolde og slæber det efter sig, idet de hugger, bider og brøler. Dette er straffen for de vellystige, fortrinsvis for dem, der indtraadte i Guds tjeneste og ikke kunde tvinge sit kjød. I en anden, endnu fjernere dal er der fuldt op af smede og utallige djævle i grovsmedes lignelse, der griber sjælene med glødende tænger og kaster dem paa en kulild, der gjennem blæsebælge uafbrudt holdes hvidglødende. Naar de da selv er gjort gloende og færdige til at hamres, drar de dem ud af ilden med store jernhaker, griber sine tyve, tredive op til hundrede i én klype, slænger den glødende masse paa ambolten og hamrer lystigen løs paa dem. Efterat de saaledes
