omkring. Tyve og røvere var fængslede med stærke lænker af glødende jern, og tunge lodder, ligeledes af jern, hang omkring halsen paa dem.
Men af alle de beskrivelser af helvede, som middelalderen har overleveret os, er den, som man læser i den ovenfor nævnte Tundalo’s visioner, den skrækkeligste, den der mest af alle er fuld af poetisk gysen, den der er frembragt med det største forbrug af fantastisk opfindsomhed.
Efterat Tundalo’s sjæl havde undgaaet utallige efter den gribende djævlehænder kom den, ledsaget af en lysets engel, gjennem tæt mørke ind i en skrækkelig dal, fuld af glødende kul og overdækket af en seks meter tyk himmel af glødende jern. Ned paa dette uhyre dæksel regner uophørligt alle sjæle af mordere. Her smelter de, gjennemtrængte af den forfærdelige hede, som flesk i en pande, siver, naar de er gjort flydende, ned igjennem metallet som voks gjennem et klæde og drypper ned paa kulgløsen nedenunder, hvor de vender tilbage til sin tidligere tilstand for at gjennemgaa nye kvaler. Længere borte er et bjerg, vidunderlig stort og svært, fuldt af rædsler, rugende i fjern ensomhed. Man naar derhen ad en smal fodsti; paa den ene side af stien er der stinkende, mørk ild, paa den anden hagl og sne. Bjerget vrimler af djævle, der er bevæbnet med spader og møggreb: med dem anfalder de sjælene af intiiganter og ordbrydere, som vandrer frem over stien, støder dem ned og kaster dem i evig veksling fra
