sjæle sat ned i is, nogle til anklerne, nogle til knæerne, andre til brystet og andre igjen til hovedet. Længere borte reiste der sig en skrækkelig skov med seksti favne høie trær fulde af strittende, hvasse naale. Paa de skjærende skarpe grene var saadanne slette kvinder ophængte efter brysterne, der havde vægret sig ved at nære moderløse børn med sin melk, og tvende slanger diede hver af dem ved det skammeligt forholdte bryst. Paa en stige af glødende jern, trehundrede og fem og seksti alen høi, steg hine fordømte op og ned, som paa søndagene og helgenernes festdage ikke havde kunnet afholde sig fra samleie, og snart dat en, og snart dat en anden af dem ned i en diger kjedel lige nedenunder, der kogte med olje, beg og harpix. Tyrannerne blev straffede i flammer forfærdelige som en smelteovns; morderne i en ildsø; de lunkne menighedslemmer, der havde fundet sig i sine presters slette sæder, fik sin straf i en umaadelig digel, fuld af smeltet bronce, bly og tin, der var blandet med svovl og beg. Længere borte gabede, lig en brønd, mundingen af den dybeste helvedesafgrund, fyldt af forfærdeligt mørke, af stank og hyl. Klods ind til denne var en uhyre slange bundet med en jernlænke; et utal af sjæle svævede i luften foran slangen, og for hvergang den trak pusten, shigte den i sig en større portion af disse sjæle akkurat som fluer, og hvergang den atter aandede ud, spyede den dem fra sig som brændende gnister. Spottere kogte i en sjø af flydende metal, der bølgede med knitrende larm. I en anden sjø af svovlvand, fuld af slanger og skorpioner, svømmede for al evighed forræderne og de falske vidner
