indbyrdes. I disse blev fire forskjellige slags synder straffet, og mange djævle var sysselsatte omkring dem. Disse visioner hører til de allerældste, da de nemlig tilhører det sjette og syvende aarhundrede, og viser os en endnu ikke varieret, men en eneste og enkelt straf. I de paafølgende tiders historie vokser lidt efterhaanden pinslerne i mangfoldighed og sammensathed, og helvede afslører sig i sine rædslers hele mangeartethed.
Munken Wettin, om hvis — fra begyndelsen af det niende aarhundrede stammende — syn en abbed i klosteret Reichenau beretter, naaede, ledsaget af en engel, til fjelde af uforlignelig høide og skjønhed; de syntes udelukkende at bestaa af marmor og omkring deres fod strømmer en stor, ildflammende flod. En utallig mængde fordømte laa ude i ildflodens bølger, og andre fordømte blev martret paa tusen andre maader. Inde i en stor ild saa man mange geistlige af forskjellig rang bundet til pælen, hver enkelt overfor sin ligeledes bundne elskerinde, og engelen sagde til Wettin, at de allerfleste af disse syndere hver eneste af ugens dage blev hudflettet paa kjønsdelene, et mindre antal bare en dag om ugen. I et hæsligt tilsodet kastel, fra hvilket tyk røg steg op, sad nogle munke fangne, og en af dem var ovenikjøbet inde lukket i en blykiste.
Meget mere mangfoldigt forekom helvede munken Alberico i begyndelsen af det tolvte aarhundrede, da han endnu var barn. I en frygtelig dal var en masse
