forskrække og plage dem og ovenikjøbet ler dem ud og forhaaner dem. Den i enhver henseende værste straf for de fordømte er dog, at de for evigt er berøvet den livsalige betragtning af Gud, og at de har kundskab om de helliges salighed. Hvad dette sidste punkt angaar, er forfatterne forresten ikke enige, idet nogle paastaar, at vistnok skuede helgenerne de fordømtes straffe, men disse ikke deres glæde. Den hellige Gregorius Magnus forsikrer, at de fordømtes pinsler var et behageligt skuespil for de udvalgte, og St. Bernardo di Chiaravalle gjør sig umag for at bevise, at de salige har nydelse af, at de faar sidde som tilskuere ved de fordømtes kvaler, og det navnlig af tvende grunde: for det første, fordi de selv ikke føler noget til disse pinsler: for det andet, fordi de hellige, naar alle onde er fordømte, ikke har nogen ondskab mere at frygte, hverken fra djævel eller mennesker; for det tredje, fordi deres egen glorie ved modsætningen viser sig saameget større, og for det fjerde, fordi, hvad der behager Gud, ogsaa maa behage de retfærdige.
Og skuespillet var i virkeligheden ogsaa saadant, at det ved sin mangfoldighed og intensitet maatte tilfredsstille enhver selv den vanskeligste smag. Ogsaa vi vil, idetmindste i fantasien, for et øieblik forsøge at blive tilskuere og vil for dette formaals skyld dølge os bag en af hine vandrende sjæle, i hvis lod det faldt at faa skue „de døde folks rige“.
En munk ved navn Petrus, som Gregorius Magnus omtaler i en af sine dialoger, saa de fordømtes sjæle neddukket i et uendeligt hav af flammer. Furseo saa fire store ildbaal med et lidet mellemrum mellem dem
