Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/211

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

dømte, der har forladt helvede for en kort tid, bare for at give de levende et begreb om de uudsigelige lidelser, som de havde at udholde. Jacopo Passavanti beretter om Ser Lo, en lærer i filosofi i Paris, og om en af hans disciple, „en skarpsindig og fin disputator, men i sit liv stolt og lastefuld“. Denne sidste døde og viste sig nogle dage senere for sin Lærer, meddelte ham, at han var fordømt, og for at give ham et begreb om sine forferdelige kvaler rystede han en af sine fingre over lærerens haandflade, saaledes at en draabe sved faldt ned paa denne. Draaben gjennemborede haanden fra den ene side til den anden med en smerte saa voldsom som af en spids, hvidglødende pil.

Helvedesstraffene vedvarer for at tale med theologerne ikke alene uafbrudt gjennem al tid, men ogsaa uafbrudt overalt i den forstand, at der paa den fordømte ikke findes selv den allermindste lille plet, der ikke lider uudholdelig og altid ens pinsel. Ilden er det hovedsagelige pinselsredskab. Origines, Lactantius, den hellige Johannes Damascenus forstod denne ild som ideal og billedlig (metaforisk), men den overveiende flerhed af kirkefedrene var af modsat anskuelse, og St. Angustinus siger: om alle jordens oceaner udtømte sig i helvede, de skulde dog ikke kunne dæmpe den glødende brand hos de skrækkelige flammer, som der uafbrudt slaar iveiret. Og der gives ved siden af ilden ogsaa is, rasende storme og regnskyl, skrækkelige dyr og tusen slags pinsler, som djævlene linder op og anvender. Den hellige Thomas beviser, at det baade er djævlenes rettighed og pligt at pine de fordømte, at de gjør, hvad de kan for at