paa i rygende fart og befaler, at man straks skal bringe ham hans egen hest og hans hunde. Men da tjenerne ikke fort nok kommer tilbage, svinger han sig i sin utaalmodighed paa den sorte ganger, som straks sprænger afsted hurtigere end en fugl. Den bedste rytter blandt fyrstens ledsagere forfølger den med det løsslupne hundekobbel, men forgjæves. Theodorik føler, at der stikker noget overnaturligt i hesten, der bærer ham afsted, og gjør stadige, men forgjæves forsøg paa at stige af. Paa lang, lang afstand skriger rytteren til ham: „Hvorfor skynder I eder saaledes, herre, og naar tænker I at komme tilbage?“ Theodorik svarer: „Det er djævelen, der bærer mig; tilbage skal jeg komme, naar det behager Gud og den hellige jomfru“.
I sin „Den sande angers speil“ beretter Jacopo Passavanti: „I Elinandors skrifter læser man: I Matiscona levede der en greve, der var et verdsligsindet menneske og en stor synder, stolt mod Gud, uden medlidenhed og grusom mod sine nærmeste. Han levede i stor pragt, magt og rigdom, var sund og stærk og tænkte ikke paa, at han maatte dø, ligesaalidt som det faldt ham ind, at han nogensinde skulde kunne miste denne verdens goder eller engang skulde stedes for Guds domstol. Ved en paaskefest befandt han sig i sit palads, omgivet af en mængde riddere og pager samt hæderværdige borgere, der feirede paaske hos ham. da pludselig et ubekjendt menneske paa en stor hest red ind gjennem paladsets port uden at tale med nogen. Han red lige hen til greven og hans selskab og talte til ham, saa alle saa og hørte det: „Op, greve, reis dig og følg mig!“ Greven blev
