slagen af skræk, reiste sig sitrende og fulgte den ubekjendte rytter, til hvem ingen vovede at sige noget. Ved paladsets port befalede rytteren greven at bestige en anden hest, som stod der opsadlet, greb den ved tøilen og førte den afsted med sig gjennem luften, saa den hele stad saa derpaa, medens greven udstødte smertesskrig og raabte: „Hjælp mig, I borgere, hjælp eders elendige, ulykkelige greve!“ Med dette raab forsvandt han for menneskers øine og gik for evindeligen at bo hos djævelen udi helvede“. Allerede før Passavanti og Elinando er en lignende historie blevet berettet af Peter den ærværdige i hans bog „De miraculis“,
Djævlene tog det ikke altid netop saa nøie ved denne bortførelse af sjæle saavelsom af levende mennesker og huggede mangengang kloen i en, der ikke tilhørte dem. Da keiser Henrik II var død, saa en eremit en skare djævle bære hans sjæl bort i en bjørns lignelse for at stilles for den underjordiske dom, der faldt ud til gunst for keiseren. Gregor den store beretter historien om en adelsmand ved navn Stephanus, som, da han befandt sig i Konstantinopel, pludselig blev syg og døde. Da han blev ført frem for helvedes dommer, hørte han dette raab: „Smeden Stephanus var det, jeg befalede eder at bringe herned og ikke denne“. Adelsmanden Stephanus vendte straks tilbage til livet, og smeden Stephanus døde i hans sted. Der er ingen mangel paa andre, endnu mere sælsomme eksempler paa sjæle, der er afhentet og atter sendt tilbage. Her er ét, som Thomas af Canterbury beretter. Et ulydigt barn dør, og djævlene griber dets sjæl for at befordre den til helvede
