lene gjerne fremgangsmaade. Engang stod nogle munke, fortæller Giacomo da Voragine, lige i dagbrækningen ved breden af en flod og morede sig med letsindig og unyttig passiar. Pludselig saa de en stor baad, fuldpakket af folk, der roede med kraftige aaretag, nærme sig fra den modsatte bred. „Hvad er I for folk?“ spurgte de. „Vi er djævle, der bringer Neustriens majordomus’, Ebroino’s sjæl til helvede“. Da munkene hørte dette, blegnede de af skræk og raabte: „Sancta Maria ora pro nobis“, (ɔ: „hellige Maria, bed for os“.) — „I gjør vel i at anraabe Maria“, sagde djævlene, „vi havde nemlig netop nu til hensigt at rive jer istykker og kaste jer i floden til straf for eders liderlige, usømmelige samsnak“. Munkene lod sig ikke dette sige to gange og ilede tilbage til klosteret, medens djævlene la kursen til helvede.
Djævlene lod sig forresten ikke nøie med at bære bort sjæle; ganske hyppig bortførte de ogsaa niddingerne baade med krop og sjæl. Cæsar af Heisterbach beretter om en soldat fra bispedømmet Köln, en lidenskabelig spiller, som engang kastede terninger med djævelen og tabte. For at holde ham skadesløs for hans tab bortførte djævelen ham gjennem husets tag, hvorved hans indvolde blev hængende fast ved tagstenene.
For at udføre et saadant rov paatog djævelen sig ofte skikkelsen af en svart hest eller af en rytter, der red en saadan. Da Theodorik engang, allerede gammel af dage, badede sig, hørte han en af sine ledsagere udraabe: „Dernede springer en sort hest, saa stærk og vakker, saa jeg endnu aldrig har set magen“. Barbarfyrsten farer op af vandet, klær sig
