Smertens rige har sin topografi; men det har desuden ogsaa sine veirforholde (meteorologi), sin plante- og dyreverden. Voldsomme stormvinde, nogle isnende kolde, andre glødende hede, herskede her, ligeledes uophørlig, umaadelig plaskregn, sne- og haglbyger. De planter, som avles af den afskylige jordbund, stritter af torne og bærer giftsvangre frugter. Dyrene er virkelige dyr eller forvandlede djævle. Kerberus, Geryon, gale hunde, drager, øgler, padder og modbydelige insekter vrimler der af.
Sjæle af enhver rang og stand, sjæle af paver og keisere, af munke og kavalerer, af kjøbmænd og gjøglere, af liderlige kvindfolk og onde børn styrtede ned i helvede. Alle klasser og alle erhverv betalte sin afgift og det en meget rigelig. Menneskehedens første opgave, det, som egentlig var maalet for al dens sved og møie, syntes befolkningen af helvede at være. Sjælene blev enten grebet af djævle og ført bort, eller de dat ned i afgrunden, ligesom draget nedad af syndens specifike vægt. En eremit fra det ottende aarhundrede, St. Baronto, saa, hvorledes djævlene drog sjæle til helvede med samme travelhed, hvormed bierne trækker sit bytte til kuben. St. Obizzo (d. omkr. 1200) saa sjæle falde i helvede som et tæt snefog, og i en af sine „afsløringer“ siger den hellige Brigitta, at de sjæle, som daglig styrtede i helvede, var talrigere end havets sand. Hvormange gaar saa til paradis! Det siger ingen.
Man har meget ofte set skarer af djævle bære sjæle gjennem luften. Dette skede med Rodrigo’s, Spaniens sidste gotherkonges sjæl og med mange andre ugudelige. Men ogsaa i dette skiftede djæv-
