uden grund helvede fremstillet som et umaadeligt dragesvælg, der sluger sjæle i sig og udstøder hvirvlende røg og flammer.
Helvede er smertens og mørkets rige, ligesom paradiset er glædens og lysets. Helvedes mørke er tæt, dybt og kan saaatsige gribes. Om afgrundens smertefulde dal siger Dante:
»Dyb var den, mørk og luften taagegraa,
saa intet klart sig viste for det blik,
hvormed jeg ned mod svælgets afgrund saa«.
Dette er den „blinde verden“, stedet, hvor intet lys glæder øiet, og hvis evige mørke alene afbrydes af flammernes blodrøde, opblussende glimt, af taage og hvirvler, af lysningen fra den glødende kuldynge og det smeltede metal. Hellerikke har der manglet, paastande om, at helvedesilden nok havde hede, men ikke lys, at de aldrig sluknende flammer var sorte.
„De døde folks rige“ er, som det siger sig selv, vidtstrakt og dybt for at kunne skaffe plads til et saa talløst folk. I et gammelt, angelsaksisk digt blir det sagt, at Kristus havde befalet Satan at maale ud helvede, og Satan fandt, at det i sin hele længde var 100,000 mile. Dog maa jeg her nævne, at jesuiten Cornelius a Lapide (1566—1637), forfatteren af en ti bind stærk kommentar over den hellige skrift, forsikrer, at helvedes hele bredde var tohundrede italienske mile. En brav, tysk theolog gik endnu videre og beregnede, at paa én mil i alle retninger[1]
- ↑ Saaledes en kubikmil. O. a.
