fandt hundretusen millioner fordømte sjæle plads, da de ikke trængte til alburum, men kunde ligge pakket tæt oppaa hverandre som sild i en tønde.
Dante skildrer os et geometrisk bygget helvede, inddelt i kredse, der uafladelig blir trangere ind imod jordens middelpunkt. Dette bygværk finder man ogsaa hos nogle af den guddommelige digters efterlignere, hos dem derimod ikke, som man paa en vis maade kan betegne som hans forløbere — visionernes forfattere. Det her beskrevne helvede ligner et jordisk landskab, naar undtages at stedsomgivelserne er langt skrækkeligere end nogen somhelst bekjendt egn og aldrig faar himmelens lys at skue. Man finder der bratte, nøgne fjelde, vilde, med tornekrat overgroede dale, vidt aabne afgrunde, skove ful de af sælsomme trær, begagtige sjøer, hæslige, raadne moradser. Det blir paalangs og paatværs gjennemstrømmet af dorske eller vildt brusende floder, af hvilke nogle har sit udspring fra det gamle Avernus’s indvolde, fra Acheron, Phlegeton, Lethe, Cocytus og Styx, hvilke floder ogsaa Dante nævner og beskriver.
Der var i smertens rige ingen mangel paa byer og slotte. Dante beskriver Dite’s stad, omgivet af dybe grave, med høie, evig brændende taarne og med mure af jern. Hyppig blir hele helvede betragtet som en stor stad, der fører navnet „det sataniske Babylon“ og er det himmelske Jerusalems modsætning, som Satan er Guds. Forestil eder en vidtstrakt, skrekkelig by, siger den hellige Bonaventura, en by i dybt mørke, brændende med mørke, forfærdelige flammer, fyldt af skrækindjagende skrig og fortvilede hyl: der er helvede. En digtende francikaner fra
