himmelen han med underbar fantasi lar følge skildringen af, hvorledes helvedes afgrund blev dannet.
Helvede maatte have sine mundinger og adgange, som der bare til djævlenes tusen forskjellige gjøremaal, deres uafladelige gaaen og kommen og farten omkring var brug nok for. Der tales i evangeliet om helvedes porte, som intet skal magte imod kirken. Kristus tilraaber mørkets fyrste, da han vil trænge ind i mørkets rige, at han skal aabne disse porte, og sprænger dem, da fyrsten ikke adlyder. Hvor de er, ved man ikke med sikkerhed. Gervasio af Tilbury siger, at de var af bronce, og at man endnu ser dem saaledes sprængte paa bunden af en sjø ved Puzzuoli. Dante betræder helvede gjennem en ikke tillukket port, paa hvilken en indskrift i mørk farve staar at læse. Men andre indgange manglede heller ikke. Mere end én bugtet, mørk hule, mere end ét i jorden gabende svælg blev anset for helvedes porte, og var der nogle, som troede, at djævlene beboede vulkanerne og der pinte de fordømte, var der andre, som sagde, at vulkanerne snarere var helvedes lufthuller og skorstene, hvorifra den evige ovns hede og røg væltede frem. I Irland førte den hellige Patriks berømte brønd ned til skjærsilden og til helvede, og hellerikke fattedes der almindelige, stadige adgange ligesaalidt som usædvanlige og tilfældige. Jorden aabnede sig for at slippe djævlene igjennem eller for at sluge de grovere syndere levende. Helvede var at ligne med et vældig stort uhyre, paa hvis krop flere gab aabnede sig for begjærligt at sluge nyt foder for den graadige bug. I middelalderens malerier og mysterier ser man derfor ikke
