taines (d. 1241) siger i en beretning om Ætna, at de fordømtes sjæle daglig blev bragt derhen for at brænde i flammerne. Aimoin, en munk fra Fleury henimod slutningen af 10de aarhundrede, og Cæsar af Heisterbach har lignende beretninger. Da St. Brandano paa havet fór ud over grænserne for den bekjendte verden, saa han en ildspyende ø, hvor djævle i grovsmedes skikkelse hamrede sjælene paa ambolt efter at have gjort dem glødende. I Huon de Bordeaux, et fransk digt fra det trettende aarhundrede, blir det sagt, at helvede befinder sig paa en ø ved navn Moysant, og i Otinel, et andet ligeledes fransk digt, blir det henlagt under Tartariet. Hugo af Alvernia søger indgangen til helvede i det yderste, fabelagtige Orienten.
Den almindeligste og tillige naturligste anskuelse var den alligevel, som anbragte helvede i jordens indvolde, saaledes som ogsaa oldtidens folk havde troet. Saaledes aabnede afgrunden sig som en uafladelig trusel og efterstræbelse under synderes og retfærdiges fødder, og jordskorpen blev som et tyndt gulv, der sitrede ved helvedesflammernes stød og de evig fordømtes brøl. Jorden, udvendig oplyst af solen, venligt dækket af blomstrende marker og grønne skove og fugtet af vasdrag, var saaledes en ormstukken frugt, indvendig raadden med smuk skal: den lignede hine æbler, der efter reisendes udsagn voksede ved det døde hav og udvendig var smukke af farve og duftede skjønt, men indeni var fulde af aske. Ormen, der havde gjennemgnavet og hulet ud jorden, var Satan, hvem Dante benævner „den onde orm, der gnaver paa verden“, og paa hvis fald fra
