uhyggelige færd, der skulde levere inkvisitionen stof til anklager paa liv og død, er urgammel, men urgammel er ogsaa den dom, man føldede over den som blændværk og indbildning, og i det tolvte aarhundrede betegnede baade Johann af Salisbury og andre den for et djævelsk bedrag, og Stefano di Borbone i det 13de aarnundrede endnu skarpere for en fantasi af drømmende kvindfolk. I lang tid anvendte kirken mod dem, der var anklaget for magi, geistlige straffe alene, og mere end én pave — Gregor VII f. eks. — fordømte og forbød ethvert retsligt skridt mod folk, hvis hele forbrydelse var en tom og taabelig overtro. Og hellerikke var det dengang kirken alene, der lagde et saa sundt omdømme for dagen. Coloman, som 1095—1114 var konge af Ungarn, et næsten barbarisk land, udtalte i et af sine dekreter tydeligt og klart: „Der findes ingen hekse, og mod dem, der mener sig at være det, maa ingen retslige skridt foretages“.
Men saamegen forstandig dømmekraft, saa vise og menneskelige forordninger, skulde desværre ikke blive af lang varighed. I det trettende aarhundrede erklærede St. Thomas af Aquino, — den samme hellige Thomas, som fra nu af skulde blive og vedblive at være kirkens orakel, og som man atter igjen i vor tid lovpriser overfor den forbausede civilisation som filosofiens eneste lys — erklærede denne Thomas, at efter ret katholsk tro var hekseriet ikke nogen indbildning, men en kjendsgjerning. Samme aarhundrede blir inkvisitionen imod kjætterne anbetroet dominikanerne, som heraf gjorde den noksom bekjendte brug. Innocents IV indfører torturen, som en anden pave,
