Nikolaus I, firehundrede aar tidligere havde udslynget de ædleste, mest bemærkelsesværdige ord imod. Nu begynder et sælsomt, et smerteligt skuespil. Kirken gjør sig til overtroens beskytterinde og begunstiger den, kjæler for pøbelens laveste instinkter, befordrer og ophidser dem. Den forveksler med hensigt og vel vidende, hvad den gjør, hekseri og kjætteri med hverandre og skaber et eneste uhyre røre af interesser, hvori uvidenhed, frygt, dumhed og ondskab indgaar forbund og gjensidig rækker hverandre haanden. Hekseprocesserne begynder, de første baal antændes. Og eftersom aarene gaar hen, tager raseriet til istedetfor at formindskes. Paverne overbyder hverandre i grusomhed ved dette værk, som de benævner en Guds kamp imod Satan; af de ældre er Gregor IX og Johan XXIII de voldsomste. Saa kommer da det naadens aar 1484, i hvilket den glorværdige yppersteprest, Innocents VIII, ildsteder sin berygtede bulle: „Summis desiderantes affectibus“. Han foreskriver i denne inkvisitionen love og regler hekseriet vedkommende, fastsætter inkvisitorernes rettigheder og pligter og aabner en skrækkens og sorgens æra saa forfærdelig, som man ikke mere støder paa den i menneskehedens historie. Kirken tier dette tidsrum ihjel for i det vide og brede at snakke om den franske revolutions skrækherredømme, men dette varede bare to aar, — inkvisitionens mere end to aarhundreder.
Dengang skrev dominikaner-inkvisitoren Jakob Sprenger sin vanvittige, skrækkelige „malleus maleficarum“, heksehammeren, der over det hele Europa blev inkvisitorernes evangelium og lovbog og efter-
