ikke destomindre fortjener eftertanke og undersøgelse. En flygtig skisse vil være tilstrækkeligt for min opgave.
Hekseforfølgelserne fandt navnlig sted henimod slutten af det femtende og under begge de derpaa følgende aarhundreder. Ikke saa at forstaa, at man ikke tidligere havde eksempler herpaa og det adskillige, men underligt nok, de blir alt eftersom tiden skred fremad, fjerner sig fra middelalderens barbari og nærmer sig renaissancens nye civilisation, stadig hyppigere og skrækkeligere. I en af Karl den stores forordninger bestemmer han udtrykkelig, at har nogen hengivet sig til magiens bedrageriske kunst, skal vedkommende blive sat fast og formanet som tilhænger af hedensk overtro; fortsætter de haardnakket i sin vildfarelse, skal de holdes i fangenskab fremdeles, til de har forbedret sig. I en anden forordning siger den berømmelige keiser endnu mere viselig: „Om nogen, bedraget af djævelen, paa hedningers vis tror, at der gives menneskeædende troldmænd og hekse, og i kraft af denne tro brænder dem eller lader deres kjød fortære, han skal dømmes til døden“. Altsaa, Karl den store betragtede omkring aar 800 magiens kunster for bedrageri og straffede mordere af angivelige hekse med døden. Slet vilde det være gaaet inkvisitorerne, havde de levet paa hans tid.
Agobardus, biskop af Lyon (d. 840), en af de klareste og mest frisindede aander, kirken har eiet, ikke dengang bare, men til enhver tid, dadlede folketroen paa magien som taabelig overtro og beklagede de af det uvidende folk paa de angivelige troldkarer forøvede mishandlinger. Troen paa heksenes luftreise, denne
