mere uforstyrret at kunne besørge sine forretninger, omgjorde heksene sig til katte og streifede nattetide omkring i denne skikkelse. Derfor hændte det ogsaa mere end engang, at en og anden af dem paa slige udflugter blev saaret eller lemlæstet, og naar de derpaa atter paatog sig sin kvinde skikkelse, paa det aabne saar eller paa det manglende lem blev gjenkjendte for, hvad de virkelig var.
Den tyske benediktiner, Johannes Trithemius, (1465—1516), en stor theolog og historieskriver, har udtrykkelig skrevet en bog under titelen „Antipalus maleficiorum“. I denne belærer han hele den arme menneskehed om, hvorledes den skal kunne vogte sig for heksene og værge sig mod deres onde kunster. Midlerne og afværgelsesmidlerne, hvoraf han anfører et utal, er latterlige nok. Efter inkvisitorernes enstemmige mening var den sikreste beskyttelse og det virksomste middel — baalet.
Intet giver et saadant begreb om Satans umaadelige magt som heksevæsenets historie og beretningen om de forfølgelser, som den hellige moder kirken anvendte mod heksene. Det var ikke langt ifra, — dersom historieskriverne siger sandheden da! — at Satan havde forført den hele menneskeslægt til magiens forbandede kunster og gruopvækkende synd, og de ivrigste og mest skarptseende inkvisitorer havde gjerne brændt den hele menneskehed for at udrydde ondskaben og bekrige fienden. Jeg har ikke til hensigt at gjenfortælle bekjendte ting, der, om ogsaa bekjendte,
