viljekraft og var grundet paa kjendskab til kræfter, som ogsaa djævlene maatte adlyde, men intet guddommeligt bar i sig.
Saracenerne og hebræerne ansaaes som mestere i denne kunst, og der fandtes berømte skoler, hvor man troede, at magien blev lært, saaledes i Salamanca og Toledo i Spanien og Krakau i Polen. Mest var Toledo i middelalderen berømt; her skulde Virgil, som man fra digter havde forvandlet til magier, have studeret, ligeledes Herbert og den hellige Egidio af Valladares før sin omvendelse (d. 1265) og endnu mange andre.
Den første af alle magiske operationer, den som gik forud for alle de andre, var besværgelsen, ved hvilken man tvang Satan eller en af hans djævle til at vise sig, — en aldeles ikke vanskelig operation for den, der var vel inde i fremgangsmaaden, men farlig nok, naar man ved samme gik uforsigtigt tilværks uden de nødvendige forsigtighedsregler. Sædvanligvis foregik besværgelsen om natten, helst paa slaget midnat, men kunde ogsaa finde sted ved middagstide, saasom ved dette klokkeslet middagsdjævelen havde sin største magtfylde. Besværgelsen foregik paa en korsvei, hvorfra to, tre eller fire veie udstraalede, i dybet af en mørk skov, paa en øde hede eller i en gammel ruin. Besværgeren slog en kreds omkring sig, eller for endnu større sikkerheds skyld tre kredse. der med en kaardespids blev ridset i jorden, og maatte tage sig vel iagt for at lade den aller mindste del af sin person stikke frem udenfor kredsen og hellerikke indgaa paa, hvad djævelen maatte kræve af ham. Det var livet, det gjaldt.
