lunde havde været dens hensigt: den havde bragt en ubestemt tro til at spire op i sindene om, at den egentlige herre ikke var Gud, men Satan, og havde her og der sat tilbedelse af ham i frygtens og afskyens plads. Luciferianerne blev i det trettende aarhundrede anklaget for at tilbede djævelen, og den samme anklage blev udslynget mod tempelherrerne, albigenserne, katharerne og mod forskjellige andre sekter. Anklagen var uden tvil ofte nok den rene bagvaskelse og udsprunget af religiøst had og geistlig ondskab, men undertiden maa den dog have rammet det rette. Hekseprocessernes skrækkelige historie fremlægger uigjendrivelige beviser herfor, og den djævleforsamling, som i Frankrige fører navnet „sabbat“ og i Italien „giuoco della signora“, forudsætter en virkelig djævlekultus, som jeg længer frem endnu har et ord at meddele om. Endelig maa man ikke forglemme, at livsforholdene i middelalderen under det dobbelte tryk af geistlighed og adel hyppig var saa uudholdeligt haarde, at hele menneskeklasser, udplyndrede, udhungrede og fortvilede, ligefrem blev tvunget ind i magien, for gjennem den enten at søge en lettelse i sine uendelige lidelser eller et vaaben for sin hævn. At give sig djævelen ivold, at finde en ven og beskytter, hvem det saa maatto være, var for dem det sidste redningsmiddel.
Flerheden blev hekse og troldmænd simpelthen ved at slutte sig til djævelens hjord og ved at nyde, saamegen fordel og magt, som han vilde tilstaa dem. Men der gaves som sagt ved siden af denne lavere magi, der bestod i etslags magtsoverlevering, desforuden en høiere, der var frugten af studier og
