Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/173

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Den bekjendte Cæsar af Heisterbach beretter om en prest, der lod sig forlede til at forlade kredsen og blev maset sønder og sammen af djævelen, saaledes at han tre dage efter døde. Og om en discipel i Toledo beretter han, at da denne rakte en finger frem af kredsen mod en djævel, der i en yppig danserindes skikkelse bød ham en gylden ring, blev han pludselig bortført og slæbt afsted til helvede, hvorifra han alene blev løsladt paa de indtrængende bønner af en svartekunstner, der havde ført ham til denne besværgelse.

Besværgelsesformularerne var talrige og besynderlige, nogle meget lange, nogle andre mere eller mindre kraftige, og ikke henvendte alle sig heller til samtlige djævle. Den mindste udeladelse var nok til at gjøre besværgelsen aldeles virkningsløs, saafremt djævelen var modvillig eller i ondt humør. Her maa anføres en iagttagelse. Vi har af talrige eksempler set, at djævelen meget gjerne og uden længe at lade sig nøde, viser sig, ogsaa naar man paa almindeligt maal ganske ligefrem raaber paa ham, ja, at han endogsaa ofte nok viser sig, naar ingen tænkte paa at anraabe ham. Gregorius Magnus beretter om en prest, der sagde til sin tjener: „Kom her, din djævel, og bring mig mine støvler“", og se, straks viste djævelen udi egen person sig, skjønt ikke en sjæl havde tænkt paa ham. Til andre tider viser han sig doven og gjenstridig, og da maa man gjøre besværgelsen kraftigere og mere mangfoldig, for endelig at faa ham til at adlyde, saafremt der da ikke begaaes feil ved samme. Den sidste af carrareserne raabte forgjæves paa ham, da Padua i aaret