af styrke, stræber de at omsætte sig selv i gjerning. Elskov, had, længsel efter sundhed, rigdom og magt, ja selv efter viden er magiens ophav og den stadige drivfjær dertil. Dette er grunden til, at vi finder den udøvet overalt, hvor der gives mennesker, i den graa oldtid som i middelalderen, ja selv nutildags, ikke blandt vilde og barbariske folk alene, men selv mellem folk, der erklærer sig for civiliserede. Cæsar af Heisterbach beretter om en discipel, der gjennem studering ingenting lærte. Saa skaffede han sig en sten, som meddelte den, der holdt den i sin haand, al viden. Dette er i store træk magiens hele historie.
Idet troen paa djævelen voksede og blev stærkere, maatte magien ogsaa vinde ny anseelse og styrke. Alt det, som man vidste, eller mente at vide om djævelen, hans natur, hans fremgangsmaade og planer, maatte begunstige denne virkning. Han var den altid levende, urolige magt, der omgav og gjennemtrængte alting, denne verdens fyrste, den fordærvede naturs behersker. Han var overalt, og havde under sin befaling et talløst følge, stadig beredt til enhver prøve somhelst. Med hans bistand var ingen opgave for vanskelig, og der fandtes ikke det under, som man ikke kunde faa istand ved hans hjælp, og for at yde denne lod han sig ikke bede saa svært længe. Man vidste, at han gjerne indgik forbund med mennesker for desto lettere at naa sine maal. Kirken havde selv med saa stor iver skildret Satans magt og list, havde gjennem utallige eksempler fremstillet virkningerne af hans herredømme over verden og afbildet helvede som meget folkerigere end paradis, — og havde herved tilsidst opnaaet, hvad der ingen-
