afholdt og gav i flere europæiske lande stoffet til fromme dramaer. I et af disse, der blev forfattet henimod slutten af det trettende aarhundrede af frariskmanden Trouvère Rutebuef, er Theofilus, efterat han har mistet sit embede, blevet en fattig mand; han haaner Gud og beklager, at han ikke kan naa ham og behandle ham, som han har lyst til.
Tilsidst truer den hellige jomfru djævelen, der ikke vil give forskrivningen tilbage, med at træde ham paa hans bug med fødderne.
Ikke mindre, ja meget mere berømt er historien om hin Herbert, der satte det tiende aarhundrede i forbauselse med sin lærdom og blev pave under navnet Silvester II. Den tro, at han ikke bare skyldte djævelen sin vidunderlige viden, hvorpaa han aflagde mange prøver, men ogsaa den høieste kirkelige værdighed, og at han havde sluttet en formelig overenskomst med ham, dannede sig lidt efter lidt, voksede og blomstrede i det tolvte aarhundrede op til en vidunderlig legende, som talrige historieskrivere kappes om at gjengive. Den engelske benediktiner Wilhelm af Malmesburg siger i anden bog af sin „de engelske kongers historie“, at de ting, som han beretter om Herbert, dengang gik fra mund til mund. Herbert var født i Gallien og viede sig allerede som barn til munkelivet, men enten det nu var, fordi han var kjed af klosteret eller af en daddelværdig higen efter berømmelse, han flygtede snart efter ved nattetid til Spanien, opholdt sig hos saracenerne og studerede
