mod rigdomme, ære eller hvilke andre jordiske goder somhelst, hvilke han som verdens herre jo havde saa let for at skaffe. Og hvorledes skulde man undgaa at tro herpaa, naar i selve evangeliet Satan tilbyder Kristus al verdens herlighed under betingelse af at blive anerkjendt og tilbedt af ham som herre? Selvfølgelig maatte en saadan pagt være affattet med alle de formaliteter og forsigtighedshensyn, som beviser dens lovformelighed og gyldighed blandt menneskene og skjænker sikkerhed for, at de gjensidige forpligtelser vil blive overholdte. Derfor afkræver ogsaa djævelen den en udførlig, undertegnet forskrivelse, der i bytte mod dette eller hint forpligter sig til, efter en vis tids forløb at overantvorde ham sin sjæl, og mærkværdigt er det, at vistnok føler djævelen det som en nødvendighed at skaffe sig sikkerhed gjennem et klart, regelmæssigt dokument, medens derimod den anden part i almindelighed intet saadant dokument forlanger. Det er vistnok saa, at djævelen omtrent altid holder sin overenskomst, i ethvert tilfælde efter bogstaven om ikke altid efter dens mening, medens derimod menneskene ikke vil holde den, prøver paa at faa sin forskrivning tilbage, og om det lykkes dem, haaner ham, fordi han har troet dem. Det er muligt, at djævelen vilde gjøre overenskomsten mere bindende derved, at han fra det trettende aarhundrede af forlangte, at den skulde være skrevet med blod, thi blod er, som Mephistofeles siger, en ganske særegen saft. Detslags overenskomster pleiede ogsaa djævelen at forsyne med et eller andet tegn. I en, som omtales af Guilbert de Vos (17de aarh.)
