Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/150

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Ottende kapitel.
Pagterne med djævelen.

Hvorfor og hvorledes de blev sluttet. — Forskrivningerne med blod. — En forelsket tjeners historie. — Den rige Anthemio’s historie. — Den brave Theophilus’s historie. — Historien om den lærde Herbert, som med djævelens hjælp blev pave. — Andre paver, der solgte sig til djævelen. — Hvorfor Cecco d’Ascoli ikke undgik døden paa baalet. — Man gjør ilde i at forlade sig paa djævelens ord. — Et mærkeligt eksempel, som anføres af den hellige Damiano. — Den skjønne, men grufulde historie om Faust. — Kjæltringen Twardawskys retskaftenhed.

Kan djævelen ikke med vold naa sine maal, bruger han list, ja endogsaa lovlige midler, dersom det kan ske med udsigt til fremgang. Hvor han ikke kan røve, gjør han handeler og overenskomster; han kjøber mere eller mindre dyrt det, som man ikke skjænker ham, slutter aftaler, overtager forpligtelser og overholder disse.

Den tanke, at det var muligt at slutte en pagt med djævelen, maatte i den levende, oprigtige troes tidsalder frembyde sig af sig selv for den religiøse bevidsthed og gjennem bøger og sælsomme forlokkelser føre mangen en i fristelse. Var det det mest levende ønske hos mørkets fyrste at forføre sjæle, og han til dette ønskes tilfredsstillelse benyttede sin hele magt og list, da laa det ogsaa nær at tro, at et menneske skulde kunne sælge ham sin sjæl i bytte