et forfærdeligt, i sandhed djævelsk brøl. Greven foretager for at afsone sin synd et korstog og ombringer mange mennesker. Hvad angaar de to børn, faar de ikke saa slet ende, som man skulde vente efter den mor, som havde født dem.
Foruden sine naturlige, af dem selv avlede, børn kunde djævlene ogsaa have adoptivbørn, og de var ikke mindre begjærlige efter saadanne end efter de andre, enten de nu stjal dem eller erholdt dem af onde, ukloge forældre. Der lod sig herom berette mange opbyggelige historier, men nogle faa faar være tilstrækkeligt.
En pige var blevet frugtsommelig og vilde ikke, at folk skulde vide om hendes feiltrin, — saaledes beretter omkring aar 1200 den engelske historieskriver Roger de Hoveden. Hun flygtede derfor fra sin faders hus, da tiden for hendes nedkomst stod for døren. Ensom vanker hun om ude i vildmarken, medens en frygtelig storm raser omkring hende, og efterat hun forgjæves har anraabt Gud om hjælp, paakalder hun Satans bistand. Da viser denne sig pludselig for hende i en ynglings skikkelse og siger: „Følg mig!“ Pigen adlyder; han fører hende til en faarestald, reder hende en seng af halm, tænder en god ild og gaar for at hente mad. To mænd, der gik forbi og blev ilden var, traadte ind, udspørger pigen, og saasnart de har erfaret sammenhængen, iler de med at underrette presten og beboerne i en
