og belønninger, ogsaa keiserkronen og monarkens egen datter, og trækker sig med en eremit tilbage i ensomheden, hvor han dør som helgen, velsignet af Gud og mennesker. Efter andre beretninger ægter han tilsidst den skjønne prinsesse, der elsker ham.
Men ikke bestandig havde djævelens sønner saa skjøn en ende; derom er bl. a. Ezzelino, Paduas tyran, et vidnesbyrd:
»Ezzelino, skjændige tyran,
der holdtes for en søn af djævelen«.
Det gik han for og var det virkelig, om historierne ikke lyver. I sit sørgespil „Eccecrinis“ lar Albertino Mussato uhyrets egen moder, Adelaide, afsløre den skrækkelige hemmelighed. Ezzelino og hans broder Alberica blev begge avlet af djævelen, som ved denne anledning paatog sig en studs skikkelse. Jupiter havde i sin tid gjort sig ligesaa gemen. Efterat Ezzelino har faaet sin herkomst at vide, roser han sig af den og lover at lage det saaledes, at verden skal finde, at han er en værdig søn af en saadan fader. Og han holder sit løfte. Djævelen skal ikke dennegang se sig fornægtet af dem, som han har skjænket livet, han blir ikke skuffet i sine retmæssige forhaabninger. Ezzelino blir herre af Padua, gjennemfører med sin broders bistand sine skjændige hensigter, raser som en besat, udestsenger hvert spor af menneskefølelse hos sig og er døv for de advarsler, som himmelen skikker ham. Men den kun altfor vel fortjente straf lar ikke længe vente paa sig. Beseiret
