gjør sig atter til bandit; han røver, brænder, myrder og vanærer. En dag, efterat han har kvalt samtlige nonner i et abbedi, erindrer han sig sin moder og opsøger hende. Tjenerne flygter til alle sider, saasnart de ser ham, ingen vover at spørge ham, hvorfra han kommer, og hvad han vil. Da, for førstegang i sit liv, blev Robert bestyrtet over den afsky, han indgyder sine jevnlige, for førstegang blir han sig sin forfærdelige ondskab bevidst og føler ruelsens hvasse tand gnave sit hjerte. Men hvorfor er han mere ond end andre? Hvorfor er han født eller blevet saaledes? Han drives af en brændende trang til at udgrunde hemmeligheden. Han vil til sin moder og tvinger hende med draget sværd til at afsløre for ham hemmeligheden ved hans fødsel. Da den er aabenbaret ham, sitrer og gyser han, overvældet af forfærdelse, skam og smerte. Men det formaar ikke at knække hans stærke natur, han falder ikke i fortvilelse, — tvertimod, haabet om en møisommelig forløsning, om en underbar seier henrykker og opløfter hans sjæl. Han vil beseire helvede og sig selv, tilintetgjøre den onde aands hensigter, for hvis egen tjeneste han blir skabt, og som af ham havde villet gjøre et lærvilligt værktøi for ødelæggelse og synd. Og han nøler ikke. Han gaar til Rom, kaster sig til Pavens fødder, skrifter for en hellig eneboer, underkaster sig de haardeste bodsøvelser og sværger ingen spise mere at tage til sig, som han ikke har revet ud af gabet paa en hund. To gange kjæmpede han, da Rom blev beleiret af saracenerne, ukjendt for keiseren, og forskaffede de kristne seieren. Han blir tilsidst gjenkjendt, afslaar alle æresbevisninger
