netop havde viet ægtemanden alle sine tanker, nonnen, hvis søvn blev forstyrret af rædsomme og dog dyrebare syner, — alle nærmede de sig skjælvende skriftestolen, hvor djævelen lurede tæt i nærheden bag en mørk pille for at raade dem til syndig forteelse og til endnu syndigere løgne. Ja, hvo kunde vide, om ikke hin munk, som stod urørlig der i dunkelheden, bortgjemt under skyggen fra sin hætte, hin tause, strænge munk, fra hvis læber formaningens og trøstens hellige ord skulde komme, om ikke han maaske selv var en forklædt djævel? Saadant var forekommet, og man tænkte derpaa med gysen.
Den allerede omtalte Grregor af Tours beretter, hvorledes Eparkius, Alvernernes biskop paa kong Childeberts tid, en nat fandt sin kirke fuld af djævle, medens deres fyrste i en hæslig skjøges skikkelse indtog den biskoppelige prækestol. Cæsar af Heisterbach beretter med retmæssig uvilje og afsky om en skare djævle, der i lignelse af en flok svin skidne og gryntende trængte ind i en kirke. En mængde besatte fik sine anfald i kirken. Han havde saaledes ikke uret hin gamle, ubekjendte kunstner, der i forhallen til Notre Dame i Paris anbragte en staty af djævelen, støttet til brystværnet i samme stilling som en person, der gjør sig det mageligt og saalangt fra at føle sig paa forbudent sted, tvertimod her er som hjemme. Og hellerikke havde Lessing uret, naar han lod sit ufuldførte drama „Faust“ begynde med en forsamling af djævle i en kirke. I Longfellows drama, „Den gyldne Legende“, træder Lucifer, iført prestedragt ind i en kirke, bøier spottende knæ, falder i forundring over, at et saa dunkelt og trangt
