vorde befriet fra dem, og dette blev ham ogsaa tilstaaet; men djævlenes øverste viste sig endnu en sidste gang for ham i form af et svært, lysende øie, stort som en knytnæve og gnistrende af liv og ondskab. Ligesom Guds øie var ogsaa djævelens overalt og saa alt. De havde saaledes ikke uret hine gamle munke, som for at værge sig selv og sit kloster stillede ud skiltvagter om natten: Apostelen havde varet dem ad: „Vigilate!«
Paa de billedstøtter og malerier, der prydede middelalderens kirker, er djævlene uendelig ofte afbildet paa enhver maade og i enhver skikkelse. Men desforuden viste de sig selv der, fulde af liv og sundhed og frækhed og uforskammethed, akkurat som havde de hjemme der. Hvormange var ikke de munke, som, mens de bad i koret, saa djævlene drive sit spil omkring alteret, løbe fra den ene side til den anden, lege gjemsel mellem bænkene, vælte sig paa jorden; hænge sig ved kapitælerne (søilehoderne), slikke vokskjerterne, kaste lamperne om og kaste smuds i røgelseskarrene, lægge messebægerne bagvendt, og det uden frygt, aldeles hensynsløst! Hvor ofte har ikke de fordømte forstyrret de bedende, fordærvet hellige gjøremaal ved at falde ind i de fromme salmer med hæslige mislyd eller ved at forvirre salmernes ordlyd i munden paa de uskyldige eller midt i spillet tilstoppe orgelets blæsebælg. Djævelen Tuttivillo havde den opgave at op tegne alt muligt af falsk læsemaade eller urigtig udtale for til sin tid paa dommens dag at lægge det frem for de forfærdede sjæle. Den unge pige, i hvis barm den første kjærlighed ulmede op, hustruen, der ikke
