mure, de jernbeslagne døre, med vældige laase for, forhindrede dem ikke fra at trænge ind i klostrene, og selv kirkerne, der var indviet forskriftsmæssig, og hvor der regelmæssig holdtes gudstjeneste, var ikke sikre mod deres indtrængen. Kirker og klostre var paa en vis maade fæstninger, der endnu befandt sig i den retmæssige eiers besiddelse, medens landet allerede var besat og erobret af fiender.
Klostrene, der ansaaes for redningssteder, blev stadigvæk beleiret, og hvormeget ogsaa beboerne bemøiede sig for at holde god vagt, det var dog ikke muligt bestandig at forbyde denne raske og behændige modstander adgangen. Hvor der fandtes munke og nonner, gaves der ogsaa bestandig en svær trængsel af djævle af alleslags. Den hellige Makarius af Alexandria, der levede i det fjerde aarhundrede, saa i sin egen stad engang en stor masse smaadjævle, der lignede sorte børn, som blandede sig travelt mellem munkene og paa forskjellig maade førte dem i fristelse. Nogle strøg Guds tjenere over øienlaagene for at søve dem, andre stak fingeren ind i munden paa dem for at lokke dem til at gjæspe. Peter den ærværdige fortæller om det utal af anfægtelser, som de fromme beboere af abbediet Cluny maatte taale af djævlene. Cæsar af Heisterbach beretter om en abbed, Herman, der havde set djævlene springe frem af murene, løbe omkring i klostret, blande sig mellem munkene og trave op og ned i koret i skikkelse af bitte smaa dværge, der sprudede gnister, eller de saaes i lignelse af store, mørke legemer med ildansigter som glødende jern. Foruroliget af saadanne syner bad han Gud om den naade at
