dette ensomme steder, visse skove, visse bjergtoppe, visse øer, nogle sjøer og floder, forladte byer, ødelagte slotte og kirkeruiner. Skriftefaderen St. Peregrino kom en dag ud i en mørk skov, hørte pludselig en forfærdelig bragen og saa sig omgivet af en utallig masse djævle, som alle skreg til ham af fuld hals: Hvad vil du her? Denne skov tilhører os og tjener til at iværksætte vor ondskab. Gervasio af Tilbury beretter i begyndelsen af det trettende aarhundrede, at der i Katalonien fandtes et vildt bjerg, og at paa toppen af samme laa der en næsten kulsort sjø af bundløs dybde; herfra løftede sig et, for det almindelige menneskeøie usynligt, af djævle beboet slot. Filippo af Argirone forjagede djævlene fra bjerget Ætna. St. Kudbert befriede øen Farne fra de djævle, som beboede den, og i historien om grundlæggelsen af mange klostre læser man, at det var nødvendigt at tage pladsen fra fienderne, der først efter et langt, haardnakket forsvar forlod den. I beretningen om den hellige Wilhelm af Oraniens mirakler nævnes der en flod, som djævlene havde gjort sig til herre over. Ugone af Albernia stødte under sine mange, besværlige reiser i Orienten paa en by, som helt var befolket med djævle. St. Sulpicio gik en nat, da han endnu bare var en gut, ind i en forfalden kirke for at bede og blev hidsig overfaldt af tyende sorte djævle, der havde taget den i besiddelse.
Der gaves steder, som de onde aander foretrak og med forkjærlighed beboede, men intet sted, hvor de ikke skulde kunne drive sit spil. De høie, tykke