tiv, og ligesaa rimeligt kunde det Oldn. bruge et ellers übrugeligt Adjectiv. Dog synes mig nu de for den förste Forklaringsmaade anförte Grunde overveiende.[1]
Futurum. Sanskr. har to Former for Futurum, hvoraf den ene, Fut. secundum, kan sammenlignes med det oldn. Fut. formedelst Endelsens Lighed med Hjælpeverbet skal; det endes nemlig paa स्य, sja, eller ष्य, s̔ja. Jeg har i „Sanskr. og Oldn.“ S. 10-12 nærmere begrundet denne Sammenligning, ved at vise, at deels ष, s̔, i Oldn. bliver sk, deels Endebogstavet l i skal i flere nordeuropæiske Sprog undertiden bortfalder. Hertil kan endnu föies, at, medens Oldn. udtrykker saavel den sibilante som den gutturale Lyd i ष s̔ ved sk, ligesom det Engelske ved sh i shal, udtrykker det tydske soll blot Sibilanten, ligesom i Pali Fut. har som Kjendemærke ss, medens Prakrit fremviser som saadant baade ss, ćć῾ og h, det sidste som Udtryk for Gutturalen, hvorved det viser Veien til at forklare, hvorledes Zend har faaet k῾ som Futurets Kjendemærke,[2] og det Persiske خواهيدن k῾âhîden eller خواستن k῾âsten, at ville, som Hjælpe verbum for at danne Futurum.[3]
Til Sanskr. प्रक्ष्यमि, prak-s̔jâmi, svarer saaledes Persisk: خواهم پرسيد, k῾âhem pyrsîd, og Oldnorsk: ek skal frá, eller spyrja, d. e. jeg skal spörge'.,
Der finder forövrigt saavel i Form som i Betydning noget Slægtskab Sted mellem Desiderativerne (S. 9) og Futurum af den rene Verbalstamme, hvorved nogen Tvivl kan opstaae, om Hjælpeverbet i Persisk og i Oldn. skylder den ene eller den anden af hine
Former sin Oprindelse.
- ↑ Skulde Endelserne ta og da, som ere bemærkede i Præteritum i mediske Inskrifter, f. Ex. jut - ta, gjorde, kunne ansees analoge med ovenomhandlede Form, da turde den være ældre end man hidtil har havt Anledning til at troe. Smlgn. Zeitschr. f. d. K. d. Morgenl. B. 6. S. 397.
- ↑ I smaae Börns Mund hörer man i Norge ka istedetfor skal.
- ↑ Sanskrit Sibilanter श, s̓ og स, s gaae i Persisk jævnligen over til Gutturalen خ, k῾, f. Ex. خواب, k῾vâb, k῾âb, Sövn = स्वाप, svâpa, خواهر, k῾vahir, Söster, = स्वसृ, svasṛ, خوک, k῾ûg, et Sving = शुकर s̓ûkara, (norsk Almuedialect: sugge, engl. hog, lat. sus, gr. ὕς). Paa samme Maade lade maaskee Genitivendelserne: kau, kai, ke, ki, ka, i Hindui, og Hindustani sig forklare som Overgang fra Sanskrit-Genitivet paa sja, i hvis Sted Oldpersisk har hja og ha, Zend he.
