I Sanskr. bruge Verba af 10de Classe og alle afledede Verba at omskrive Perf. ved et af Hjælpeverberne kṛ, (at gjöre), as og b῾û, (at være), sluttet til Accus. af et, i andre Tilfælde ubrugeligt, abstract Substantiv paa â, foran hvilket Causalernes og 10de Classes Charakter, aj, bibeholdes, f. Ex. ćorajânćakâra, han gjorde Stjæling eller ćorajâmâsa eller ćorajâmbab῾ûva, han var til Stjæling, for han stjal. Disse Verba saavelsom Causalerne tillade derhos ikke Dannelsen af det sædv. Præteritum. Sammenligner man hermed det Gotiske, da er det just de samme Arter af Verba, nemlig de causale og deriverede, der danne deres Imperf, paa da. Som en yderligere Grand til at foretrække denne Forklaringsmaade for den först fremsatte, tilföier Bopp, at i Sanskr. Part. Præt. ei har activ Betydning.
Hvad her er sagt om Gotisk, gjælder ogsaa om Oldn., hvor just de samme Arter af Verba, nemlig Causalia og andre afledede, brage denne Maade at danne Imperf. paa.
c. En tredie Forklaringsmaade har jeg, i „Sanskrit og Oldnorsk“ S. 9 og 10 fremsat, at Endestavelsen ða eller ði i Oldn. kan ansees analog med Hjælpeverbet था, t῾â pl. थे, t῾e i Hindi og Hindustani, hvilket betyder var, vare, og i Bengali synes sammensmeltet med Verbalstammen ligesom i Oldn. Saaledes Hindust. तु जल्ता था, tu ǵaltâ t῾â, d. e. du brændende var = þu brenn - ða.
Efter Forklaringen lit. a maatte man dele kallaði saaledes: kallað-i, efter b eller c kalla-ði, og ansee kalla efter b for et verbalt Subst. efter c for et verbalt Adject. eller Particip. Nu indrömmer Bopp selv l. c. S. 877, at i Persisk, hvor Part. Præt. har baade activ og passiv Betydning, Perfectum maa erkjendes dannet af hiint, og at altsaa den Omstændighed, at han ei har bemærket activ Betydn. hos denne Form i Sanskr., for ham har været en Hovedgrund til at forklare Perf. der anderledes. Wilson har imidlertid, som S. 19 anfört, godtgjort, at den active Betydn. ogsaa i Sanskr. viser sig i Part. Præt., hvorved en væsentlig Stötte for Forkl. lit. b bortfalder.[1] Mod lit. c. kunde den Indvending tænkes, at en saa forkortet Participialform, som her maalte antages, ikke ellers er paaviselig; men vi have under lit. b. seet, at Sanskr. bruger til Omskrivning et ellers ubrugeligt Substan-
- ↑ Den Lighed, Endelserne i Plur. sokidedum, — deduþ — dedun have med Verbet dedum, uþ, — un, er skuffende; men, deler man sokidedum, — eduþ — edun, vil man i Endelserne kunne finde Hjælpeverbet i en Form svarende til oldn. erum, erut, eru (S. 28); thi, ligesom r i Imperf. i nogle Ord er indkommen istedetfor d, saaledes kan maaskee omvendt d have fortrængt r.
