Denne siden er ikke korrekturlest
Indhold.
| Side. | ||
| I. | De ældste spor af et kongeligt raad i Norge. Det trettende aarhundrede som afgjørende overgangstid. – Udviklingen af monarkisk-aristokratiske institutioner i Frankrige, England, Sverige og Danmark. – Tilsvarende udvikling i Norge. – Bestemmelser i Magnus Lagabøters lovgivning om de tilfælde, i hvilke kongen skal høre sine raadgivere. – Kongesagaernes omtale af kongernes raadgivere. – De ældste antydninger af saadanne i samtidige diplomer. – Det kongelige raad nævnt i handelstraktaten med Lübeck af 1250. – Freden i Perth 1266. – Lendermændene i 1273 og 1277. – Mere lavbyrdige elementer i raadet. – Betydningen af den mere almindelige anvendelse af skriftlig forretningsorden. – Et kongeligt kancelli udvikles. – Geistlighedens høiere dannelse. – Forretningsdygtigheden faar større vægt. – Det mindre raad. – Udviklingen af et større raad hemmes allerede tidlig | 1 |
| II. | Det norske aristokrati efter borgerkrigene. Fylkesforfatningen og det gamle ættearistokrati. – Lendermændene træde i kongedømmets tjeneste. – Aristokratiet taber derved sin gamle lokale karakter, men aabner sig tillige veien til en ny udvikling. – Giskeætten. – Nye ætter kunne indgiftes i de gamle. – Betydningen af det lavbyrdige element, som kom i veiret med Sverre, maa ikke overvurderes. – Borgerkrigenes indvirkning paa aristokratiets økonomiske forhold. – De indre uroligheder fremkalde et besiddelsesløst aristokrati. – Gamle ætter tabe sine eiendomme. – Landets økonomiske forhold gjøre det vanskeligt for nye ætter at komme i veiret. – Anseede ætter, der ikke ere jævnbyrdige med lendermands-aristokratiet. – Høiadelens fornemhed. – Ætten paa Finnen. – Aristokratiet svinder stadig sammen. – Baroner og riddere. – Ledingsfriheden. – Byrden bevarer fremdeles sin betydning. – Hirdmandsklassen. – Aristokratiets stilling forandres. – Dets forhold til det kongelige raad | 95 |
| III. | - |
