træde frem med politiske krav. Senere blev imidlertid dets sammensvinden alt mere og mere tydelig, og dermed blev det hurtig bragt i en saadan stilling, at det ikke længer kunde nære lignende tendenser.
Et forbund mellem aristokrati og hierarki i 1280 var vistnok ogsaa en ting, der paa det nærmeste hørte til umulighedernes verden. Skylden for, at det ikke kom istand, kan neppe heller tilskrives baronerne, da det netop var erkebiskopen, som først aabnede kampen. En opgiven af kongedømmets program fra Sverres tid – thi det var det, som det her gjaldt – vilde have været en svaghed fra baronernes side. Hvis aristokratiet paa saadanne vilkaar havde tilkjøbt sig et forbund med hierarkiet, er det mere end tvivlsomt, om dette var blevet varigt. Interesserne vare altfor stridende til, at de i længden kunde have gaaet sammen. En anden sag er det, at udfaldet viste, at aristokratiet ikke alene var stærkt nok til at blive en selvstændig magt i staten. Hierarkiets styrke var dog endnu mindre. Havde dette besiddet større kraft, maatte det ialfald have holdt kampen ud længere, end det virkelig gjorde.[1] Udfaldet af det første sammenstød synes ikke at vidne om, at et forbund med hierarkiet kunde have tilført baronerne nogen betydelig forøgelse i deres styrke. Tvertimod bidrager dette kun til at forøge det trøstesløse billede, som Norges historie efter denne tid mere og mere kom til at frembyde. Det var, som om samfundets livsnerve var klippet over. Selv kongedømmet, som dog foreløbig havde været det seirende og under kong Haakon Magnussøn atter syntes at befæste sin seier, blev draget med ind i den forstenelse; der efterhaanden greb det hele samfund.
Aristokratiet optraadte i den tid, hvori det under Erik Magnussøns styrelse havde magten, med megen voldsomhed, og dets medlemmer synes ikke at have næret stor agtelse for den lovlige myndighed. Om der ogsaa kan være en del overdrivelser
- ↑ Skjønt vor historiske literatur i Keysers og Langes arbeider besidder to hovedverker over de kirkelige forhold i middelalderen, kan den dog ikke opvise nogen undersøgelse af geistlighedens sociale og økonomiske stilling i dens forhold til det øvrige samfund. Vore domkapitler ere saaledes endnu ikke gjorte til gjenstand for nogen monografisk behandling, og i det hele taget savne vi nærmere kjendskab til den høiere som den lavere geistligheds forhold til sine omgivelser og dens økonomiske forudsætninger i sammenligning med dens ligemænd i andre lande.
