kan lades ud af betragtning. Dernæst gaar denne anskuelse ud fra, at aristokratiets traditioner altid maatte lede til, at ogsaa de forudsætninger, hvorunder det kjæmpede for magten, maatte være de samme. Saafremt dette var rigtigt, havde et norsk aristokrati i grunden ikke havt meget at kjæmpe for i det 13de aarhundrede, efterat den gamle samfundsorden havde veget pladsen for den nye. Men dette var ingenlunde tilfældet.
At aristokratiet til sit politiske program tog Sverres, var fra dets side intet feilgreb. Ved Magnus Lagabøters død var det sat i høisædet, som monarkiets formynder, og naar baronerne skulde benytte, hvad dermed fulgte, maatte de først og fremst gjøre monarkiets program til sit. Den enighed, hvormed baronerne optoge kampen mod monarkiets gamle modstandere i hierarkiet, kan ialfald være et bevis for, at de fattede sagens betydning. Om at gaa tilbage var der ikke tale. Den indflydelse, som i længst henrundne dage var bleven øvet af lendermandsklassen, kunde ikke gjenerhverves paa det gamle grundlag. Alene ved at erkjende de resultater, som en gang vare opnaaede ved kongedømmets seier, kunde aristokratiet paa ny vinde magten. Det maatte arbeide paa at høste, hvad monarkiet havde saaet, og derfor var det ganske naturligt, at det »sluttede sig om monarkiets interesser som om sine egne«.
Men deraf følger ikke, at dette kan opfattes som et tegn paa et brud med fortiden, eller at det gamle lendermandsparti var bleven pludselig sprængt. En ny aand havde visselig gjort sig gjældende, hvilket dog ikke hindrer, at traditionerne fra gamle dage ogsaa kunde have bevaret meget af sin betydning og navnlig styrke baronernes higen efter at komme til magten. Den samme stræben gik gjennem de gamle lendermænd, som gjennem deres efterfølgere, baronerne. Men de nye tider tvang denne ind i nye former og drev den til at søge nye udgangspunkter. Bjarne Erlingssøn, Audun Hugleikssøn, Alf Erlingssøn og de øvrige stormænd, der vare samtidige med dem, vare ikke vanslægtede fra sine forgjængere. Der er netop i den fremfærd, de viste under kampen mod hierarkiet, mangt og meget, som minder om den ældre tids mænd, og det er derfor ikke berettiget at skildre dem som »aandelige stavkarle«, selv om de ikke kunde give Norges historie en anden retning. Grunden til, at den følgende tid ikke kan opvise resultater, som svarede til den begyndelse, der en gang var gjort, ligger i andre forhold, som ere antydede ovenfor. I det trettende aarhundrede kunde aristokratiet endnu i det ydre være mægtigt nok til at
