i de klager, som siden bleve førte over deres fremfærd, er det dog heller ikke tænkeligt, at disse skulde være aldeles ugrundede.[1] Det kan derfor ikke vel betvivles, at de styrende i denne tid have virket til fordel for sine rent personlige interesser, ligesom den omstændighed, at det i en tid af nitten aar blev rigets stormænd, som vare de raadende, maatte være af stor betydning for at sikre disse besiddelsen af politisk magt, hvilken igjen udøvedes gjennem det kongelige raad. Men den politiske indflydelse, som forholdene under Erik Magnussøns regjering havde lagt i stormændenes hænder, blev ikke af lang varighed; derimod bleve de følger, som denne periode havde for raadets organisation, af en mere blivende betydning. Selv efterat den følgende regjering atter havde tvunget raadet helt ind i den monarkiske samfundsorden, vedblev det dog at bestaa som en stedse mere udpræget institution, mellem hvis medlemmer man altid maa søge blomsten af det norske aristokrati. Hvad den forudgaaende tid langsomt havde forberedt, blev under formynderstyrelsen og den derpaa nærmest følgende periode forholdsvis hurtig bragt betydelig nærmere mod sin fuldstændige udvikling. Med hensyn til raadets udvikling som fast institution har det i denne tid adskillig betydning, at der netop nu ogsaa opstod faste kongelige residenser. Dermed maatte der nødvendig følge forøget behov af et fastere regjeringspersonale, og dette maatte da hurtigst ytre sin indflydelse paa raa det, der ved kongens side stod i styrelsens spidse.
Kong Eriks regjering aabnedes med et stort høvdingemøde i Bergen, hvorunder den unge konge ogsaa fik kirkens indvielse. Aristokratiet og hierarkiet havde her sat hinanden stevne, og her aabnedes den kamp, hvortil der allerede er hentydet i det foregaaende. Mellem de fornemste verdslige høvdinger var hr. Audun Hugleikssøn Hestakorn fra Jølster, en mand, der eiede meget gods i fjordene, men om hvis slægt der ellers ikke haves oplysninger. Han nævnes i det følgende aar som den, der besad den største indflydelse i raadet.[2] Fremdeles har man hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø og Giske, der var repræsentant for den yngre Bjarkøæt og gjennem sit giftermaal med Margrete Nikolasdatter havde arvet Giskeættens besiddelser og saaledes vel paa sin tid maatte regnes for rigets mest
