Den ene af disse bestod deri, at de gamle værdighedsnavne,
lendermand og skutilsvend, ombyttedes med de nye, fra
udlandet hentede, baron og ridder. Intet af disse var tidligere
aldeles ubekjendt i Norge. Allerede i Haakon Haakonssøns
tid forekommer exempler paa, at lendermænd i latinske
dokumenter nævnes som barones,[1] og i Kongespeilet sammenlignes
de norske hirdmænd med udlandets riddere. Den egentlige
hirdmandsklasse fik ved denne leilighed neppe nogen særegen
ny titel, men det kan ikke have varet længe, forinden
man som saadan har anvendt titelen væbner (eller svend),
paa Latin armiger.[2] Baroner og riddere fik prædikatet »herre«.
Efter beretningen i de islandske annaler skal dette være skeet
i 1277. Dog er det muligt, at disses beretning kun gjælder
herretitelen, medens ialfald barontitelen (barones rikissins)
allerede forekommer i offentlige dokumenter fra 1273.[3]
Den anden forandring, som under Magnus Lagabøter foregik med aristokratiets stilling, bestod i den ledingsfrihed, som han tilstod dets medlemmer, og hvorigjennem der dannedes et personligt »frelse«, svarende til det arvelige, som uddannede sig i nabolandene. Som betingelse for denne frihed krævedes kun, at vedkommende var optagen i hirden. Fritagelsen for at yde leding maa, efterat denne ydelse fra en personlig var gaaet over til en reel, have staaet som en lokkende opfordring til at søge adgang til den kongelige hird, og antallet af haandgangne mænd har derfor sandsynligvis efter denne tid været i stigende. Man lod sig optage i hirden for at komme i besiddelse af de dermed følgende fordele, og hirdens medlemmer bleve saaledes en formelig adelsstand, der rigtignok i principet
- ↑ Smlgn. f. ex. pavebulle af 3 Novbr. 1246. Dipl. Norv. I, no. 31.
- ↑ Den første gang, denne titel med bestemthed lader sig paavise, er vistnok ved fredsslutningen i Kjøbenhavn 1309. Dipl. Norv. IX, no. 82. Ved en saadan leilighed kunde det dog antages, at den var indkommen for at give de der tilstedeværende Nordmænd den samme værdighed, som de danske, med hvem der forhandledes. At dette imidlertid ikke kan have været tilfældet, viser sig bl. a. deraf, at man allerede i 1310 i et brev fra Valdres, der er udstedt af hr. Sighvat paa Leirhol og nogle andre, mellem disse træffer en Lodin Thorkelssøn, der paa sit segl kalder sig armiger. Dipl. Norv. II, no. 101. Titelen har altsaa paa den tid virkelig været brugt i Norge og maaske ikke længere været sjelden.
- ↑ Annales Islandici, s. 154; Norges gamle love, II, s. 475. Ogsaa titelen »herre« forekommer tidligere nogle enkelte gange. Saaledes kaldtes Philippus baglerkonges broder »hr. Andres«.
