ligere, tiltrods for sine store besiddelser, bleven indgiftet i nogen af de første i landet.
Hvor der tilsyneladende kan være fremkommet en aldeles ny æt, maa man ikke heller lade sig skuffe deraf. Der fremtræder neppe nogen mere betydelig ny æt, om hvilken det med fuld sikkerhed kan siges, at den ikke gjennem agnatiske eller kognatiske led har havt tilknytning til de gamle, som til samme tid forsvinde af historien. Kilderne ere af den beskaffenhed, at der ved overgangen fra sagatiden til diplomtiden kun vanskelig lader sig fremtrække noget mere omfattende genealogisk apparat. En æt som Losneætten kan saaledes meget godt være en umiddelbar fortsættelse af en ældre lendermandsæt,[1] og om andre er der god grund til at formode, at de ialfald paa spindesiden nedstamme fra saadanne. Giftermaal var vistnok efter al sandsynlighed altid den nemmeste udvei til at slippe ind i den sluttede kreds, og tillige den, som nærmest var anvist efter folkets hele opfatning af disse forhold. Men denne vei stod ikke aaben for alle og enhver.
Fra et meget bredt grundlag af var saaledes det gamle norske aristokrati allerede i den anden halvdel af det 13de aarhundrede svundet betydelig ind, uden at der viste sig noget tegn til, at alle de gamle ætters pladse skulde besættes med nye. Dette er et moment af megen betydning, hvor det gjælder at besvare spørgsmaalet, om dette aristokrati formaaede at benytte det grundlag, som den nye samfundsorden bød det, til at skabe sig en politisk indflydelse gjennem udviklingen af institutioner, som vare i overensstemmelse med denne. Foreløbig syntes det ialfald at have en tendens i denne retning og at ville indtage en ny plads i det omdannede samfund, afpasset efter de nye forhold. Herunder mødtes vistnok baade kongedømme og aristokrati, og naar der under Magnus Lagabøters styrelse foregaar to iøinefaldende forandringer i det norske aristokratis ydre stilling, da ligger det nær at slutte, at dette lige meget er fremgaaet af bestræbelser fra begge sider.
- ↑ Uagtet det virkelig synes rimeligt, at denne i det 14de og 15de aarh. meget fremtrædende rige æt er af betydelig større ælde, kan man dog ikke ubetinget antage dette, og det er saaledes ikke rigtigt uden videre at opføre dens formand som repræsentant for en af de gamle storætter, saaledes som det sker hos J. E. Sars, anf. st. II, s. 395. Man kunde tænke paa, at Philippus Erlendssøn, Losneættens ældste kjendte medlem, var en søn af den Erlend Raude, som var med paa toget til Skotland i 1263.
