kun skulde have personlige fordele, men som dog lige fra begyndelsen af havde meget gode betingelser for at kunne udvikle sig til en arvelig samfundsklasse. Inden hirden gaves der igjen grader, fra kjertesvendene og op til baronerne, inden hvilke man kunde rykke op, dog neppe uden vanskeligheder, saafremt man ikke tilhørte en slægt, som allerede forhen havde havt medlemmer i den samme grad.[1] For at blive baron maatte der ialfald udfordres et særligt held, naar man ikke var søn af en, der selv havde opnaaet denne værdighed. Grundsætningen om »de gode ætter« blev sikkerlig endnu iagttagen fra øverst til nederst, i en forskjellig betydning for hver grad inden hirden. Virkningerne af disse nye forhold kunne dog ikke rigtig maales forinden et stykke ud i det følgende aarhundrede, da kilderne begynde at flyde mere rigelig og levere et bedre materiale for undersøgelser af denne art, end det, som findes for det trettende.
Hvad der her er det væsentlige, er det, at der ved kong Magnus’s foranstaltninger blev banet vei for det gamle aristokratis endelige overgang til et af samme sort, som forekommer i nabolandene og i det øvrige Europa. Der blev ved disse foranstaltninger ikke lagt voldsom haand paa det bestaaende, ikke rokket ved den stilling, som lendermændene før havde indtaget. I det sted erholdt disse forøget ære og ydre glans ved de nye værdighedsnavne, som bleve dem tillagte af Magnus Lagabøter, paa samme tid, som dette ogsaa maatte blive tilfældet for det af dem omgivne kongedømme. De nye fordele, som tilsikredes rigets høibaarne og høitstaaende mænd, vare knyttede til forudsætningen om, at de stode i kongens personlige tjeneste. Forsaavidt nærmede altsaa nu aristokratiet sig til at blive en kongelig tjenstadel. Men da tillige den gamle grundsætning om de gode ætter opretholdtes, blev derigjennem ikke gjort noget forsøg paa at skabe et nyt aristokrati af andre klasser i samfundet. I virkeligheden var det blot det gamle aristokrati, som bragtes over i et nyt forhold i samfundet derved, at der til den gamle forudsætning om den gode byrd føiedes en ny, at man maatte staa i kongens personlige tjeneste for at kunne nyde godt af de deraf følgende fordele. Hvad herved var Magnus Lagabøters verk, var egentlig blot de fordele, som bødes enhver, der traadte ind i hirden. Selve den ting, at lendermændene
- ↑ Der lægges fremdeles, ligesom tidligere, vægt paa, at en hirdmand var lendbaaren. Smlgn. s. 34.